Jul i Viborg Avisen 2025 - Flipbook - Page 10
Oplev julebyen
Spar Nord Fonden har givet
nyt engleprojekt vinger
med flot donation
En af de helt store nyskabelser til dette års Jul i Viborg er ”Englene i Viborg”. Et smukt og storslået projekt, der er blevet en realitet
takket være en flot donation fra Spar Nord Fonden på imponerende 850.000 kroner.
”Englene i Viborg” er et nyt projekt, der i
området omkring det gamle, historiske domkirkekvarter vil sætte fokus på, hvordan vi hver
især oplever engle, og hvilken rolle de spiller for
os. I mørket vil gæsterne blandt andet møde
syv store lysinstallationer, der stiller de vigtige
spørgsmål om, hvad en engel er for dig, og hvem
du er en engel for. Hertil kommer en række andre initiativer med engle i fokus.
”Vi er glade for og stolte af at støtte op om det
nyskabende engleprojekt, der giver Jul i Viborg en ekstra dimension, der bliver både flot,
storslået og med plads til refleksion”, fortæller
Steffen Frandsen, privatkundechef hos Spar
Nord Viborg.
“Samtidig hænger det rigtig godt sammen med
Spar Nord Fondens fokus på fællesskab og lokalt
engagement. Det er virkelig et omdrejningspunkt
for os, og det er noget af det, vi gerne vil understrege med denne donation. Endelig kan vi også
mærke, at aktiviteterne til Jul i Viborg betyder
rigtig meget for mange mennesker, både vores
kunder og medarbejdere. Det er noget, vi her i
Viborg tydeligvis er stolte af ”.
”Vi har også kunder, der eksempelvis bor i Aarhus og andre omkringliggende byer, og som fortæller, at de tager turen til Viborg for at hygge
og jule med deres familier. Det vidner om, hvor
stort og gennemført Jul i Viborg er blevet”, tilføjer Steffen Frandsen.
Hos Vi er Viborg er der begejstring over den
flotte donation fra Spar Nord Fonden.
”Jul i Viborg er lig med en masse traditioner,
men det er også vigtigt at forny os og udvikle
på aktiviteterne. Det gør vi i år med Englene i
Viborg, og her har Spar Nord Fondens donation
været afgørende for, at det er lykkedes. Det er
vi meget taknemmelige for”, lyder det fra Helle
Sørensen, direktør hos Vi er Viborg.
Kunder til snigpremiere
Englene i Viborg åbner samtidig med Jul i
Viborg fredag den 28. november, men allerede
dagen før inviterer Spar Nord sine kunder til
snigpremiere, altså torsdag den 27. november.
Tilbage i maj måned blev Spar Nord en del af
Nykredit-koncernen. En optimal sammenlægning, da Spar Nord altid har været stærk på
privatkunder og små og mellemstore erhvervskunder, mens Nykredit har været stærk, når det
gælder storkunder, private banking og kapitalforvaltning. Både Spar Nord og Nykredit bevarer
deres respektive navne.