Guide til Viborg & Omegn 2025 - Flipbook - Side 10
Historie
History - Geschichte
Viborg
Domkirke
Viborgs stolthed
Vi begynder vores rejse ved Viborg Domkirke, den tredje i rækken siden 1060 – en genskabt
drøm om den perfekte romanske
katedral.
Nordens største kunstværk
i én mands hænder
Ingen kan træde ind i Viborg
Domkirke uden at lade blikket
søge mod loftet og væggene,
hvor Joakim Skovgaards storslåede kalkmalerier folder sig ud som
en visuel bibel. Det er Nordens
største kirkeudsmykning skabt
af én enkelt kunstner, og efter
en nænsom restaurering i 2020,
fremstår værket nu i al sin oprindelige kraft og farvepragt
– præcis som ved indvielsen i
1906.
En hymne til skaberværket
Viborg Domkirke blev påbegyndt
da Viborg Stift blev oprettet om-
kring år 1060 som en del af Kong
Svend Estridsens vision for Danmarks kirkelige landskab.
Gentagne brande lagde bygningen i ruiner, og i 1862 lukkede
man domkirken for en gennemgribende ombygning, hvor målet
var at genoplive dens oprindelige
storhed. Genopførelsen, der
begyndte i 1864, blev en næsten
total genopbygning, og først
12 år senere kunne domkirken
genindvies i sin nuværende form.
I dag står kirken som et ikon på
romansk arkitektur, symmetrisk
og monumental – en hymne til
skaberværket. Den store bronzeport, skabt af kunstneren Maja
Lisa Engelhardt, symboliserer
det skjulte og hellige, men besøgende træder nu ind gennem en
mere ydmyg indgang til venstre
for kirken.
Det sidste kongemord
Foran knæfaldet blev Kong Erik
Klipping begravet efter attentatet i Finderup Lade natten til
Sankt Cæcilie den 22. november
1286. Kongens mishandlede krop,
gennemboret af 56 dolkestik, blev
svøbt i rød silke for at skjule hans
sår, før han blev sænket ned i sin
blykiste.
Den skjulte kirke
Under domkirkens kor skjuler
”Kraftkirken” sig. Denne krypt,
ofte forbundet med biskop Eskild,
giver et sjældent indblik i landets
ældste romanske kirker og emmer
af middelalderens mystik. Krypten
er det eneste, der står tilbage fra
den oprindelige domkirke.
10